Overmenneskets diskrete genkomst

For nylig havde Danmark besøg af verdens førende business-coach, amerikaneren Anthony Robbins. Manden, der siges at være fader til selve coaching-begrebet, og som har coachet Bill Clinton, Nelson Mandela og mange flere. Hans bøger og dvd'er er nået ud til flere end 50 millioner mennesker, og en novemberaften skal vi møde ham i Århus Arena sammen med 1.500 velklædte mennesker, der har betalt op til 3.000 kroner i entré. På billetterne står der: 'Livet på toppen - skab dit eget fantastiske liv.' Anthony Robbins entrer scenen iført sort jakke og kindmikrofon. Han spørger, hvordan det kan være, at nogle får det liv, de ønsker - mens andre ikke gør? Robbins svar er, at det hverken handler om held eller baggrund. I stedet handler succes eller ikke-succes om tankemønstre, slet og ret. Livet skabes indefra; den enkelte har magt over sin egen skæbne. Robbins' budskab er simpelt: Indeni hvert menneske findes der en leder - en indre gigant - og denne leder skal vækkes. Den, der føler sig stærk og tror ubetinget på sig selv, kan blive succesfuld og lykkelig. Den svage når derimod ingen vegne. Robbins sætter nu publikum i gang med øvelser: Man skal føle styrke, man skal føle sig på toppen, og man skal gøre det uden forbehold. Den indre kritiker skal væk, hvis man vil opnå noget. Og publikum følger Robbins' opfordringer. De strækker hænderne frem og svarer i flok på hans ledende spørgsmål. Snart er forsamlingen forvandlet til en selvfejrende, ukritisk masse. "Dyrk jer selv (Celebrate yourselves)!," råber Robbins. Og folk råber begejstrede på kommando, imens deres jubel vises på storskærme i baggrunden. "Der findes kun de grænser, man selv sætter," prædiker Robbins, livet kan altid blive bedre. Salen koger. Folk jubler, skriger, danser, hopper. Der spilles "Born to be Wild". Efter 5 timers kollektiv rus slutter Robbins af med at fortælle en anekdote: Som 24-årig blev han på gaden bedt om en mønt af en gammel, mandlig tigger. Robbins besluttede sig for at give manden en lærestreg og spurgte ham, om det virkelig kun var en mønt, han ønskede sig? Robbins karikerer tiggeren med en fjollet ansigtsmimik og viser, hvordan tiggeren rækker hånden frem og nikker dumt: Ja, bare en mønt. Robbins demonstrerer nu, hvordan han tog et stort bundt pengesedler op af lommen og demonstrativt bladrede i sedlerne, indtil han fandt en mønt imellem dem. Den gamle mand stirrede på de mange penge, tog sin mønt og luskede tavs af. Robbins spørger forsamlingen: "Hvad var forskellen på den gamle tigger og mig?" Og han svarer: "Forskellen er, at jeg vil ikke nøjes!" Han råber sin afslutningspointe ud til det begejstrede publikum: "Alle os her: Vi vil have mere!" Jublen vil ingen ende tage; der råbes, hoppes, jubles, klappes. Musikken skrues op, og Robbins løber rundt blandt publikum og giver high-five, inden han forlader salen. Ansvar for egen skæbne Det er anden gang i år, Anthony Robbins gæster Danmark og tiltrækker tusinder af coaches, HR-afdelinger, selvstændige, erhvervsledere og privatpersoner. Han repræsenterer med sin fremstilling af mennesket som selvdeterminerende og med sit krav om konstant fremgang en rendyrket og kompromisløs neo-liberal vækstideologi. Her tildeles den enkelte det totale ansvar for sin egen skæbne, alle ydre strukturer underkendes. At dømme efter publikums begejstring falder Robbins' budskab i gødet jord. Den stærkt individualistiske fortælling om mennesket som sin eget livs suveræne skaber adskiller sig tilsyneladende ikke markant fra de fremmødtes forestillinger om, at vi som enkeltmennesker kan og skal lede os selv frem mod endeløs fremgang. Robbins' fortælling er måske nok amerikansk, men den findes i en dansk version, der viser sig tydeligt i hele den selvudviklingstendens, der i stigende grad bemægtiger sig danskernes uddannelses- og arbejdsliv. Selvudvikling vs. egotrip Selvudvikling opfattes i dag af de fleste erhvervsaktive som noget, man helt naturligt bør beskæftige sig med: Man skal stræbe efter at opnå det gode liv - og det gode det liv er det liv, der føles godt. Livets mening emotionaliseres - og reduceres til kun at handle om den enkeltes lykkefølelse. Blikket er rettet indad; mit liv er mit eget projekt, og jeg realiserer mig selv ved at arbejde med min egen udvikling. Det er vores påstand, at arbejdslivet i disse år kobler sig så tæt på selvudviklingsparadigmet, at arbejde i dag for mange er blevet synonym for selvudvikling. Og selvudvikling ses i stigende grad som selve livets mening. Man er derfor hele tiden fokuseret på sin egen udvikling, og målet for det konstante selvudviklingsprojekt er, at den enkelte realiserer sig selv. Det gode liv er dermed det liv, hvor den enkelte har realiseret sine egne drømme. Med udbredelsen af denne selvudviklingstankegang inden for især de seneste 10-15 år er interessen for det almene og for fællesskabet gledet mere og mere i baggrunden. I stedet for den historisk bevidste og socialt orienterede borger træder nu det det selvbevidste - men historisk bevidstløse - menneske frem. Det er netop det menneske, der løfter sine hænder mod Anthony Robbins i udelt begejstring over den optimistiske fortælling om den enkeltes vej frem mod personlig lykke. Det er netop det menneske, der denne aften i Arenaen ikke anerkender sine egne rødder i en samfundsmæssig kontekst. Her tages retten til velfærd og lykke for givet - mens forbindelsen til og gælden til samfundet bliver underkendt. Dermed repræsenterer det selvbevidste menneske en naiv win-win-ideologi, der fremstiller tilværelsen som et overflødighedshorn af lykke, enhver kan og bør gøre krav på. Fornuft eller følelse Måske kan de 1.500 mennesker, der fejrede sig selv i Arenaen, derfor også ses som børn af et velfærds- og overflods-samfund, der på paradoksal måde er ved at undergrave sig selv ved - stik imod sin egen hensigt - at fostre en mentalitet, der ikke anerkender den enkeltes gæld til kollektivet men derimod den enkeltes ret til at kræve mere af alt til sig selv. Den fuldstændig ukritiske modtagelse af Anthony Robbins i Danmark kan ses som en skræmmende konsekvens af selvrealiseringstrenden: Når det handler om ens egen lykke, er man øjensynligt rede til at give sig totalt i følelsernes vold og koble både fornuft og almindelig anstændighed fra. Robbins' opfordring til forsamlingen denne lørdag aften i Arenaen er forrygende enkel: Styrk dig selv og få et fantastisk liv - allerede nu i aften! Det virker umiddelbart harmløst. Hvorfor ikke fejre sig selv hæmningsløst, når man nu selv (eller ens virksomhed) har betalt for det? Det handler jo kun om een selv. Om at man på få timer kan blive stærkere, gladere, lykkeligere. Men forestillingen om, at dette kun handler om mig, og at mit liv kun er mit eget projekt, udtrykker denne lørdag aftnens uhyggelige kollektive fortrængning: At den som hylder den stærkes ret og ikke tolererer egen svaghed heller ikke tolererer andres svaghed. Og det er netop denne fortrængning, der gør aftnens masserus så farlig: at den enkelte slet ikke forstår, hvilket projekt han/hun er ude i. Det er i sig selv skræmmende, at 1500 danskere kan dyrke den forkælede forestilling, at man kan få alt, hvis man kræver det ud fra en indre styrkefølelse. Og at tiggerens ulykke derfor alene hænger sammen med hans egen indstilling. Men det virkelig skræmmende denne aften er, at man netop i en tilsyneladende harmløs kræver-ideologis navn helt åbenlyst og til stor morskab karikerer og håner det svage menneske, den deprimerede, den fattige, den, der ikke har del i festen. Tiggeren har jo kun sig selv at takke for sin egen ulykke: Han forbrydelse er, at han ikke har krævet nok, og derfor fremstilles han af Robbins som en ren idiot. Han fortjener hverken medfølelse og hjælp - men bliver i stedet hånet og nedværdiget. Og det vel og mærke til stor morskab for forsamlingen. Der er tale om en tankevækkende forråelse, der ikke bør stå uimodsagt. Der er al mulig grund til at tale imod den individualistiske selvudviklingsideologi, Anthony Robbins repræsenterer. For hvor den enkeltes lykkefølelse fremstilles som det eneste mål, forsvinder blikket for fællesskabet og medmennesket sammen med den historiske bevidsthed. Og dermed også erindringen om, hvordan overmenneskets foragt for svaghed historisk set har udartet sig i forskellige, totalitære regimer. Måske er det også derfor, at Anthony Robbins kan få lov at stå på en scene i Danmark i 2007 og gøre grin med en gammel tigger, mens 1.500 stærke mennesker ukritisk strækker arme i begejstring. Her manifesteres i skræmmende forstand den stærkes ret - til også at være blind.